Fri fragt over x.xxx,xx kr Kundeservice Hurtig levering over alt

VOLNAY, JEAN-BAPTISTE JESSIAUME 2019

Bourgogne Pinot Noir-druerne til Jean-Baptiste Jessiaumes Volnay hentes på en parcel på 0,5 ha. med distriktets klassiske ler- og kalkholdige undergrund og med en fantastisk soleksponering.
VOLNAY, JEAN-BAPTISTE JESSIAUME 2019
03711211935
PRIS DKK 449,00
Fragt: DKK 69,00 - Total inkl. fragt: DKK 518,00
Lagerstatus: På lager
Varenr: 03711211935

Beskrivelse

Pinot Noir-druerne til Jean-Baptiste Jessiaumes Volnay hentes på en parcel på 0,5 ha. med distriktets klassiske ler- og kalkholdige undergrund og med en fantastisk soleksponering. Høsten foregår manuelt og klaserne bliver yderligere selekteret ved ankomsten til kælderen. Efter en 100% afstilkning og en skånsom masning gennemgår druerne en kølig maceration i 6-8 dage, inden temperaturen hæves og gæringen starter spontant med druernes eget gær. Den varer i ca. 30 dage og efterfølges af en malolaktisk gæring. Vinen modnes derefter i 15 måneder, hvoraf de 12 måneder på klassiske Bourgogne-fade af 228 l. (10% nye).

Vinen har en lys, rubinrød farve. I duften er det især delikate og feminine toner, som kommer frem. Her finder man først saftige toner af kirsebær, granatæble, skovjordbær og milde krydderier. Stilen udvikler sig mod det mørkere i glasset, og vinen får hurtigt en lækker harmoni mellem frugtighed og velour. Den slutter med god fylde, kompleksitet og elegance. En klassisk, ung Volnay (2019 smagt sept. 21), som uden tvivl vil vokse med årene, men giver allerede meget fra sig. Server den til de bedste gastronomiske kreationer med fuglevildt, kanin, kalv og svinekød.

Jean-Baptiste Jessiaume er 6. generation i en familie i Santenay, som har handlet med vin siden det 18 årh. og selv dyrket vin siden 1830. Da Jean-Baptiste var teenager var det imidlertid andre græsgange, som først tiltrak sig hans opmærksomhed: Fodboldens græsgange. Efter et ophold på AJ AUXERRE Academy kom han til GLASGOW RANGERS og STANDARD LIEGE, og han siges at have været på Sir Alex FERGUSONs liste til en prøveperiode hos MANCHESTER UNITED... Om talentet i virkeligheden var større indenfor vinproduktion, eller det var ønsket om at fortsætte familiens vintraditioner i Santenay, som var afgørende, melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at talentet udi vin er stort.

Sikkert er det endvidere, at han tog en vinuddannelse, og allerede som 23 årig modtog han i 2012 prisen som "Young Burgundian Winemaker of the Year", mens han var kældermester hos et stort vinfirma i Côte Chalonnaise. Jean-Baptiste Jessiaumes far (Marc, kældermester) og onkel (Pascal, vindyrkning) solgte i 2007 familiens gamle Domaine i Santenay, men beholdte dog nogle få parceller i området. I dag arbejder de begge sammen med Jean-Baptiste i det nye vinfirma, som han grundlagde i 2019, midt i landsbyen Santenay.

  1. Volnay-distriktet producerer udelukkende rødvine, og siges ofte at være det samme for Côte de Beaune, som Chambolle-Musigny vinene er for Côte de Nuits, d.v.s. meget delikate og charmerende vine. Dette måske sammenlignet med nabodistrikten Pommard's maskuline vine. Selve landsbyen ligner et postkort fra Bourgogne, som den ligger omringet af de prestigiøse vinmarker.

    Det er først og fremmest i undergrunden man skal finde hemmeligheden bag den delikate stil. Her er det kalk blandet med knuste klipper som dominerer. Der er kæmpe forskelle i jord strukturen på Volnays skråninger som starter i en højde af 230 m. og slutter oppe i 370 m. Distriktet omfatter ca. 213 ha. vinmarker, hvoraf mere end halvdelen er klassificeret som 1. Cru (34 stk.). Til dem skal der egentligt tillæges de fire 1. Cru-vinmarker (Santenots-du-Milieu, Les Santenots-Dessus, Les Santenots-Blanc og Les Pleures - i alt 29 ha., kun de røde må sælges som Volnay 1. Cru)), som danner Volnay-Santenots og rent faktisk ligger i Meursault-kommunen.
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System