TWO VINES CHARDONNAY OAKED WASHINGTON STATE, COLUMBIA CREST
Beskrivelse
Two Vines Oaked Chardonnay er lavet af Chardonnay-druer (91%) samt bl.a. Riesling, Pinot Gris og Sauvignon Blanc, som hovedsageligt er hentet i Yakima AVA og Horse Heaven Hills AVA begge en del af Columbia Valley. Klimaet i området er tørt, da Cascade bjergkæden mod vest, med op til over 4.000 meter høje bjerge, stopper de våde vejrsystemers fremdrift mod øst. Jordbunden i Columbia Valley er ikke særlig frugtbar og holder ikke godt på vandet, så drypirrigation giver optimal kontrol over vinplanternes vækstmønstre.
Druerne bliver plukket ved deres optimale modning for at opnå den bedste balance mellem frugt, syre og sukker. Plukningen foregår om natten for at sikre druerne en kølig temperatur under transport til kælderen og dermed undgå oxydering. Druerne bliver presset direkte ved ankomsten til kælderen, med hele druer (uden forudgående masning), og mosten udsættes for en kold maceration i 6 timer inden gæringen. Dette for at udvikle maksimum aroma-, og smagsekstrakt i mosten. Gæringen foregår i ståltanke og derefter gennemgår 30% af vinen en malolaktisk gæring og en modning i 10 måneder på træfade, mens 70% af vinen bliver modnet på ståltanke. Til sidst blandes de to vine, og aftapning foregår efter en ganske let filtrering.
Det er en meget harmonisk, tør og liflig hvidvin med en god mineralitet og en meget appetitgivende finish. Opholdet på træfade for en del af vinen har tilført mere velour og fylde. Den vil egne sig fint til skaldyr eller fisk eller til kylling i hvid sauce.
Washington State er måske ikke så kendt et vinområde, men det er rent faktisk med 170 km2 og en årlig høst på 129.000 tons druer (2011 tal) det næststørste vinområde i USA, kun overgået af Californien.
Udviklingen i området er gået hurtigt fra 1950'erne og frem til i dag. Dengang blev forgængerne for de to største vinhuse, Château St. Michelle og Columbia Winery, dannet - i dag er der over 700 vinhuse. Da der kun falder 200 mm regn om året, er kunstvanding en nødvendighed. Tidligere fokuserede man meget på hvidvine, især Riesling, men i 1990'erne rasede Merlot feberen, og Merlot trives fantastisk her. På det seneste er de øvrige Bordeaux druer samt Syrah blevet populære.
Columbia Crest ejes i dag af det navnkundige firma, Château St. Michelle Estates. Vinhuset blev oprindelig grundlagt i 1983 og er beliggende i den østlige del af Washington State i AVA'en (American Viticultural Area) Columbia Valley/Horse Heaven Hills. Denne placering er helt optimal for vinproduktion, da Columbia Valley ligger i læ for Stillehavets rasen bag Cascade Mountain. Strategien har fra første dag været at producere førsteklasses vine med branchens bedste vinifikationsudstyr. Intet, og absolut intet er overladt til tilfældighederne på Columbia Crest.
Med husets godt 1000 hektar marker på de bedste jorde langs Columbia River er Columbia Crest en mastodont i såvel størrelse som kvalitet. Juan Munoz-Oca er chiefwinemaker og ansvarlig for husets 4 vinserier: 'Two Vines', 'Grand Estates', 'H3' og 'Reserve'. Juan er oprindelig columbianer, og havde sin første høst som 8-årig - så han må siges at være en særdeles erfaren og kompetent winemaker!