LUST AUF PERLAGE ROSE BIO Baden, Weingut Rieger, let mousserende 75 cl 12%
Beskrivelse
Serien ”Lust auf” (lyst til) samler ”vine, som er til at drikke og nyde, og ikke til at filosofere over”, som producenten selv udtrykker det! ”Lust auf Perlage” Rosé er sammensat af druesorterne Spätburgunder, Regent og Roter Gutedel. Druerne hentes på diverse parceller på Weingut Riegers biodynamiskdyrkede vinmarker Betberger og Maltesergarten, hvor vinstokkene er 10-25 år gamle. Efter en afstikning og en let masning gennemgår mosten en kort skindmaceration, som giver vinen den flotte, pink-/roséfarve. Mosten er derefter gæret på ståltanke for at bevare druernes sarte aroma og frugtrighed. Sidste del af gæringen foregår på lukkede tanke, således at vinen beholder en del af sin naturlige kulsyre, som gør den perlende.
”Lust auf Perlage” Rosé er en tør/halvtør (ca. 13 g. restsukker/liter), perlende rosévin, aromatisk, frugtrig og ukompliceret. Den samler Pinot Noirs klassiske nuancer af kirsebær og hindbær og Regents toner af syltede jordbær, ribs, krydderier og lakrids. En liflig, umiddelbar vin med god frugtsødme, lethed og charme, som man hurtigt kommer til at holde af! Serveres som aperitif, til sushi, asiatiskinspirerede retter med f.eks. kylling, skaldyr og fisk. Prøv den også til jordbær, hindbær eller ribs. Serveringstemperatur: ca. 8°C.