Fri fragt over x.xxx,xx kr Kundeservice Hurtig levering over alt

CALENDAS ROSADO NAVARRA, BODEGAS OCHOA 2021

Rosévine Vinen har en sart roséfarve. I næsen finder man nuancer af kirsebær og jordbær, og i smagen oplever man en utrolig ren og delikat rosévin.
CALENDAS ROSADO NAVARRA, BODEGAS OCHOA 2021
063019322135
PRIS DKK 99,00
Fragt: DKK 69,00 - Total inkl. fragt: DKK 168,00
Varen er ikke på lager. Kontakt os evt. for at få mere information
Lagerstatus: IKKE på lager
Varenr: 063019322135

Beskrivelse

Bodegas Ochoa ligger i byen Olite, hovedstaden i provinsen Navarra. Faderen Javier Ochoa har i de seneste år sikret sig et ry som en af de bedste vinmagere i Spanien og har i øvrigt høstet meget stor anerkendelse som initiativtager og leder af vinforsøgsstationen EVENA i Navarra. I 12 år var han på denne måde med til at forbedre niveauet for vinproduktionen i området, inden han til sidst forlod stationen for at hellige sig produktionen på familiens i alt 143 ha. vinmarker, sammen med hustruen Marivi.

I 2015, som 70-årig, overdrog han ansvaret for vinificeringen til sin ønolog-uddannede datter Adriana, som allerede da i en årrække havde arbejdet ved hans side og i øvrigt deler hans kærlighed til lokale druer som Graciano og Mazuelo (Carignan). Den handelsuddannede lillesøster, Beatriz, har overtaget ansvaret for administrationen af vinhuset og salget af vinene, så kontinuiteten er således sikret på Bodegas Ochoa.

På Bodegas Ochoa arbejder man på en mere bæredygtig profil. 40 hektar blev således allerede konverteret til økologi i 2016, og man har siden arbejdet videre med en overgang til økologi i løbet af 5 år for alle de parceller som producerer røde druer. Senere bliver det de hvide druers tur.

Navarra DO-distriktet ligger i det nordøstlige Spanien tæt ved Rioja distriktet, hvilket nok er årsagen til, at Navarra i mange år har levet en beskeden tilværelse i skyggen af "storebroderen". Men tingene er ved at ændre sig til stor glæde for dem, som leder efter gode spanske vine til rimelige priser. Her kan man blandt et stort udbud af vine få råd til at eksperimentere lidt.

I Navarra har man bl.a. hentet en del af fornyelsen i fortiden, ved igen at anvende druesorten Graciano, som engang var meget almindelig i vinmarkerne, og som ofte tilfører mere kompleksitet end f.eks. Garnacha. Den berømte vinforsøgsstation i Olite 'EVENA' (Estación de Viticultura i Enologia de Navarra - som Javier Ochoa fra Bodegas Ochoa i mange år var leder af), har siden 1981 haft en særdeles markant indflydelse på den store fornyelse, der er sket i dette distrikt. Forsøg i vinmarker (med nye druesorter/vinstokke, beskæringstekniker, sygdomsbehandling osv.) og i kælderen (gærtyper, fadtyper, assemblage, modning, filtrering m.m.) samt et omfattende uddannelsesprogram for vinproducenterne i området har været guld værd...!

Adriana fik ideen til navnet CALENDAS for den serie som samler unge vine hos Ochoa, fra den gamle romerske kalender, hvor marts var starten for månens årskalender. Marts hos Ochoa er samtidig tidspunktet, hvor vinstokkene vågner igen efter vinteren og på denne måde udgør starten for en ny vinårgang. Den lille sætning på etiketten - Månen er altid der, selv om vi ikke ser den - minder os om, udtrykker fint den respekt vi bør have for naturen, når vi laver vin, siger Adriana.

Calendas Rosado er lavet på Tempranillo (70%) og Garnacha fra vinmarkerne Santa Cruz og El Bosque dog kan sammensætningen variere efter årgangen. Efter en maceration på ca. 12 timer med skindet, som giver den flotte pink farve, bliver en del af mosten taget fra (en såkaldte saignée eller åreladning) og derefter vinificeret som en hvidvin. Gæringen foregår på ståltanke for at bevare aroma og frugtkarakter. Vinen gennemgår en naturlig bundfældning og modnes kort på de samme tanke.

Vinen har en sart roséfarve. I næsen finder man nuancer af kirsebær og jordbær, og i smagen oplever man en utrolig ren og delikat rosévin. Eftersmagen er ligeledes meget ren og charmerende. I det hele taget en meget vellavet og liflig vin, som egner sig godt til alle forretter, salater, kolde buffeter eller lyse kødretter. Prøv den også til fisk eller ganske enkelt som et lille glas på terrassen...

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System